Det forgældede danske folk

anmeldelse bragt i Information 23/11-2018

Danskerne er verdens mest forgældede folk. Med en samlet gældsmængde, der er mere end tre gange så høj som det samlede bruttonationalprodukt, er vi allesammen dybt afhængige af en finanssektor, der ikke bare kræver større og større dele af vores årlige indtægt i renter og gebyrer, men også, på grund af sin risikable og højtgearede investeringsstruktur, risikerer at kaste resten af økonomien ud i en dyb krise.

Konsekvenserne af denne gældsbyrde er emnet for Magnus Barsøes Gud bevare afdragsfriheden, som meget veltimet udkommer ti år efter Lehman Brothers kollaps. Barsøe er til daglig debatredaktør på Finans.dk – JP/Politikens finansmedie, hvor han bl.a. har markeret sig som en skarp kritiker af Danske Bank og fortaler for alvorligere sanktioner over for finansiel kriminalitet.

Emnet for bogen er dog ikke den form for svindel og lyssky bankforretninger, der fylder medier i disse måneder, men i stedet de problemer som knytter sig til bankernes helt normale og legale forretningsmodel. Vi har nemlig ifølge Barsøe opbygget en usund og dyr finanssektor, der hvert år tjener milliarder på et oppustet boligmarked med monopollignende forhold for de finansielle superkoncerner som Danske Bank, Nordea og Nykredit. Denne situation er god for bankerne og deres ejere, der i disse år kan høste udbytter, der slår de ophedede år før finanskrisen.

Guldkalven for den finansielle sektor er boligmarkedet. Danmark har historisk set haft et højt niveau af boliggæld, fordi det har været relativt nemt for brede dele af befolkningen at få adgang til et billigt boliglån via realkreditinstitutionerne.Men situationen har ændret sig radikalt i de sidste 20 år, hvor både gæld og boligpriser er stukket af i forhold til resten af økonomien. På den ene side har liberaliseringer af lånemarkedet tilladt de finansielle institutioner at tilbyde flere, større, billigere og mere risikable lånetyper til forbrugerne, især de variabelt forrentede flexlån og de afdragsfrie lån. På den anden side har man set en konsolidering af markedet, hvor tidligere tiders branddøre mellem f.eks. bankdrift og realkredit er blevet revet ned og åbnet for såkaldt ’finansielle supermarkeder’, hvor kæmpekoncerner, som Danske Bank og Nordea, har frit spil til at tilbyde kredit til alle mulige formål.

Dette har betydet en udvikling mod højere og højere gældsniveau. I 1982 var den private gæld blot 22 procent af BNP, 25 år senere i 2007 var den over 300 procent.

Denne opbygning af gæld er gået hånd i hånd med en oppustning af priserne på boligmarkedet med en mangedobling af priserne på huse og lejligheder. En udvikling der har øget uligheden markant, idet det har gavnet dem, der allerede ejede boliger, mens det har gjort det svært eller umuligt for unge mennesker med almindelige indkomster at købe en bolig i de store byer. De rigeste 10 procent sidder på en lige så stor del af boligformuen som de fattigste 70 procent af befolkningen og har dermed været de helt store vindere i denne udvikling.

Stor gæld, stor risiko

Det helt store problem ved den gældsfinansiserede boligboble, som nu igen er ved at bygge sig op, ligger dog for Magnus Barsøe i risikoen for økonomiske kriser. Jo større gældsmængde, desto større er den systemiske risiko. Denne risiko ved gæld handler om belåningsgrader eller gearing: Hvis du finansierer 90 procent af dit huskøb med gæld, en gearing på 1:10, så skal der kun et prisfald på 10 procent til for at fjerne hele din egenkapital og gøre dig insolvent.

Det samme gør sig gældende for virksomheder, jo større gældsmængde i forhold til egenkapital, desto mere skrøbelig er virksomheden over for udsving i markedet. Det var det, der skete i 2008, hvor store banker havde ekspanderet for lånte penge og derfor lynhurtigt blev drevet ud i insolvens, da boblen på det amerikanske boligmarked brast. I Danmark har den økonomiske recession, der fulgte finanskrisen betydet, at det har taget næsten et årti igen at nå op på samme BNP, som før krisen. Der er derfor store samfundsmæssige grunde til at sikre, at bankerne er polstret med nok egenkapital, når den næste krise rammer.

Problemet er ifølge Barsøe, at dette langtfra er tilfældet. Ti år efter finanskrisen er situationen blevet forbedret, men langtfra nok til at sikre mod en ny finansiel nedsmeltning – han citerer Financial Times’ økonomiske redaktør Martin Wolf, for at sige, at situation er gået fra »vanvittig« til blot »latterlig«.

Når der ikke er kommet det nødvendig opgør i forhold til den finansielle stabilitet, handler det ifølge Barsøe om, at svingdøren mellem finanssektoren og politik og embedsværk, kører på højtryk. På et tidspunkt forsvandt i løbet af få uger næsten hele direktionen i Finanstilsynet til job i den finansielle sektor. Med muligheden for at tilbyde vellønnede lobbystillinger til politikere og embedsmænd er det ikke svært for bankerne at beskytte sig mod indgreb, der kan true deres indtjening.

Gud bevare afdragsfriheden er velskrevet og præcis, og bogen har held med at præsentere sit komplicerede materiale på en letforståeligt måde uden at fordumme. Det er godt analytisk og formidlingsmæssigt håndværk. Barsøe overbeviser langt hen ad vejen om sine pointer, der underbygges af flittig reference til den økonomiske litteratur og finansielle iagttagere som Martin Wolf. Især aflivningen af den form for liberalistisk ønsketænkning, som mener at alle problemer kan løses med mere deregulering er effektiv.

Nogle gange mister man dog orienteringen i de mange tal og procenter, man præsenteres for i teksten, og de medfølgende tabeller og grafer er ikke specielt vellykkede. Lidt ekstra redaktionsarbejde i forhold til præsentationen af data ville klart have gjort fremstillingen lettere at følge.

Nedbring gælden

Barsøes erklærede mål er at begrænse de store finansielle monopoler for at styrke konkurrencen og skabe en sundere form for markedsøkonomi. Det fører til en række klare politiske løsninger, der inkluderer at nedbringe gældsmængden, afskaffe rentefradraget, opsplitte de store finanshuse og at stille højere kapitalkrav til bankerne. Dette er alle fornuftige tiltag, der ikke blot ville styrke den finansielle stabilitet fremover, men også have en positiv fordelingspolitisk effekt.

Men spørgsmålet er om det er så simpelt at gå tilbage til situationen før finanssektoren fik vokseværk.

Blandt mange af finanssektorens kritikere i den økonomiske debat, finder man en forestilling om finanssektoren som en form for parasit, der suger investeringer til sig fra den ’reelle økonomi’. Men det økonomiske system er integreret, og man kan ikke blot adskille ’sunde’, produktive investeringer, fra ’usunde’ spekulative investeringer – begge dele er drevet af profit, og der er en dyb integration mellem de to sfærer, som er opbygget igennem årtier.

Den finansielle liberalisering kommer ikke ud af det blå eller er udelukkende et produkt af dogmatisk liberal ideologi (selvom det selvfølgelig spiller en rolle). Desværre er det sådan, at væksten i de sidste årtier stort set har været afhængig af en fortsat serie af gældsfinansierede investeringsbooms drevet frem af løs regulering og stadig løsere pengepolitik – i midten af halvfemserne var det de boomende markeder i Sydøstasien indtil den asiatiske krise i 1997 satte en stopper for det. Så var det dot.com-boblen i IT-aktier, indtil den bristede ved årtusindeskiftet. Derefter blev det boligbobler i lande som Danmark, Spanien og USA, indtil krisen i 2008.

Væk med vækstmotoren

Grundlæggende er denne model et produkt af den form for neoliberal kapitalisme, som materialiserede sig med Reagan og Thatcher i 1980’erne. Her var vækstmotoren, i modsætning til efterkrigstiden med sin statsstyrede industripolitik, at vækst skulle sikres gennem private investeringer og finansiel deregulering.

Hvis man, som Barsøe foreslår, vil fjerne den vækstmotor som den private gældsopbygning har været, er det nødvendigt at tænke over, hvad alternativet er. Ideen om at ville tilbage til en god, gammeldags form for fornuftig kapitalisme er sympatisk, men ikke nødvendigvist særligt realistisk.

En kapitalistisk økonomi uden gældsbobler, vil sandsynligvis betyde en økonomi i kronisk krise og lavvækst. Hvis man vil undgå sådan en situation, må man være parat til en langt større statslig intervention i økonomien eller finde andre kanaler til at sikre et tilstrækkeligt investeringsniveau. Det synes jeg personligt er en god idé, men det stiller andre og større spørgsmål, end Barsøe kan svare på i sin analyse.

Magnus Barsøe: ’Gud bevare afdragsfriheden – de forgældede danskere og bankernes guldalder’. People’s Press, 304 sider, 250 kroner