En meget begrænset økonomisk revolution

Anmeldelse bragt i Information 22/2-2019

Adfærdsøkonomi har grundlæggende handlet om at forsøge at revidere forestillingen om rationalitet inden for den økonomiske mainstream. Her har man inden for det dominerende neoklassiske paradigme haft en forestilling om mennesket som et egennyttemaksimerende og rationelt væsen – det såkaldte homo oeconomicus.

I løbet af 1960’erne og 70’erne blev denne forestilling om rationalitet strammet mere og mere, så man bl.a. begyndte at antage, at rationelle aktører kunne og ville forudsige og handle efter fremtidige konsekvenser af økonomisk politik, eller forvente at folk ikke ville sænke deres forbrug, når de blev arbejdsløse, fordi en periode med arbejdsløshed jo ikke ville ændre deres livtidsindkomst væsentligt.

Problemet er selvfølgelig, at almindelige mennesker ikke minder om denne form for løsrevne kalkulatorer, men har en langt mere kompleks beslutningsproces, der både er præget af manglende viden og konkrete omstændigheder.

Og det er her, Richard Thaler sammen med andre pionerer inden for adfærdsøkonomi som psykologen Daniel Kahneman kommer ind i billedet. Fra 1970’erne og frem begyndte de at udvikle den såkaldte adfærdsøkonomi, hvor teorier og eksperimentelle metoder fra psykologien blev brugt til at angribe forestillingen om den alvidende, rationelle aktør.

Økoner

Denne form for aktører, der befolker de økonomiske modeller, kalder Thaler for ’økoner’.

Hans forskning handler om at se, hvordan virkelige menneskers adfærd adskiller sig fra disse økoner. Og det er igennem årene lykkedes at opridse en række områder, hvor virkelige mennesker adskiller sig fra de teoretiske økoner.

Richard Thaler: ’Adfærdsøkonomi – Hvordan vi afslørede det ufornuftige menneske’.

Det handler om den såkaldte ’ejerskabseffekt’, der gør, at vi vil gå langt længere for at undgå at miste en ting, vi allerede besidder, i forhold til at få en ny ting af tilsvarende nytte. Eller betydningen af fairness, hvor en følelse af, at en pris eller en fordeling af ressourcer er uretfærdig og vil få os til at afvise handler, også selv om de ville give en materiel fordel.Grundlæggende beskriver Thaler mennesker som værende dummere og mere kortsynede end modellernes økoner, men også mere empatiske og sympatiske.

For den udenforstående, der ikke er trænet i økonomi, virker dette måske ikke som indsigter, der burde rydde forsider endsige give en nobelpris. Men inden for et økonomifag, hvor ideen om rationalitet har været et fast dogme, har Thalers arbejde været særdeles kontroversielt. Denne situation har dog ændret sig noget i de seneste år, hvor adfærdsøkonomi har vundet indpas på de fleste økonomiinstitutter verden over.

Thalers bog Adfærdsøkonomi – Hvordan vi afslørede det ufornuftige menneske er ret åbenlyst modelleret over Daniel Kahnemans bestseller At tænke – hurtigt og langsomt, fra 2001. Her blandede Kahneman personlig biografi og forskningsmæssige anekdoter med de teoretiske indsigter fra sine psykologiske studier til en både letlæst og oplysende bog.

Mellem to stole

Problemet er blot, at dette ikke lykkes for Thaler. Det er, som om han både forsøger at presse hele sin karrierehistorie samt alle bøger og samarbejdspartnere ind imellem en række ikke videre interessante anekdoter og betragtninger. Resultatet bliver en alt for lang bog, der sætter sig mellem to stole.

Det er ikke en underholdende biografi, men den konstante strøm af personlige anekdoter og diskussioner med den ene eller anden økonom, gør også, at bogen ikke fungerer specielt godt som en introduktion til de teoretiske principper for adfærdsøkonomien.

Overordnet set giver Thalers bog også et billede af adfærdsøkonomi som noget mindre revolutionerende, end dets tilhængere nogle gange fremstiller det.

Adfærdsøkonomien bevarer med sit fokus på psykologi og beslutninger den form for metodologisk individualisme, som også karakteriserer den økonomiske mainstream. Dette individuelle fokus gør også, at adfærdsøkonomien kun meget indirekte kan bidrage til en forståelse af strukturelle fænomener som ulighed, klima eller finansielle kriser. Det har betydet, at integrationen af adfærdsøkonomien inden for den økonomiske mainstream i løbet af de sidste årtier ikke har betydet de store revolutioner af faget som sådan.

Thalers arbejde har dog haft et stort gennemslag i forhold til praktisk politik, hvor hans idé om ’nudging’ er gået sin sejrsgang over hele kloden. Ideen i ’nudging’ er at bruge adfærdsøkonomiske indsigter i menneskers beslutningsgange, til at skubbe eller ’nudge’ folk til at tage sundere eller mere langsigtede valg uden at anvende tvang.

Thaler kalder selv denne tilgang ’libertariansk paternalisme’, og den er siden blevet implementeret i en række lande for at få folk til at motionere mere eller spare op til pensionen. Herhjemme så vi principperne fra ’nudging’ anvendt af dagpengekommissionen i 2015.

Det grundlæggende billede er dermed, at Thaler og adfærdsøkonomien har stået for en succesfuld, men i sin effekt meget begrænset, revolution af økonomisk tænkning.

Richard Thaler: ’Adfærdsøkonomi – Hvordan vi afslørede det ufornuftige menneske’. Gyldendal, 496 sider, 350 kroner