Neoliberale hader ikke altid staten

Anmeldelse bragt i Information 22. maj 2019

Vi kender alle fortællingen. I globaliseringens tidsalder er det ikke længere muligt for stater at bestemme deres egen politik, de er derimod nødt til at tilpasse sig diktater fra de internationale finansmarkeder og den globale konkurrence på varer og tjenesteydelser.

I 1990’erne blev denne situation bekrevet entusiastisk som historiens afslutning med den demokratiske markedsøkonomi som den virkeliggjorte utopi, mens tonen i de senere år er blevet noget mørkere. Her er globaliseringens tabere nemlig begyndt at melde sig på banen – med protester som de gule veste i Frankrig, eller med protest ved stemmeurnerne som ved Brexit eller valget af Trump. Under al denne utilfredshed ligger en fornemmelse af, at verden styres af økonomiske og politiske processer, som er uden for demokratisk kontrol.

Men hvad hvis denne situation ikke er et tilfældigt udkomme af blinde økonomiske kræfter, men snarere et produkt af aktive politiske handlinger, der går på at realisere en vision for samfundet. En vision, hvor de økonomiske kræfter og privat ejendom er beskyttet af statsmagt, kapitalen er mobil og operer globalt, men den politiske suverænitet er stadig bundet til nationalstaten.

’Globalists – The End of Empire and the Birth of Neoliberalism’: Quinn Slobodian.Dette er grundtesen i den amerikanske historiker Quinn Slobodian nyeste bog Globalists – The End of Empire and the Birth of Neoliberalism. Slobodian følger en række neoliberale intellektuelle op igennem det 20. århundrede og ser, hvordan de arbejder hårdt på at reformulere den økonomiske liberalisme til en æra, hvor velfærdsstat, verdenskrige og almindelig stemmeret lige pludselig stillede ejerne af kapital over for helt nye udfordringer.

Der er kommet mange bøger om neoliberalismen på den internationale scene i de sidste år med en afdækning af de intellektuelle rødder for den markedsliberale ortodoksi, som har præget verden siden 1980’erne, og som har intellektuelle rødder tilbage til 1930’erne og 1940’erne.

I de senere år har meget forskning især koncentreret sig om det internationale Mont Pelerin Society, som med filosoffen F.A. Hayek i spidsen samlede en bred vifte af intellektuelle og rigmænd i bestræbelsen på at diskutere og videreudvikle den klassiske liberalisme og omvælte den keynesianske konsensus, der prægede mellemkrigstiden. Medlemsskaren strækker sig over hele verden og omfatter en lang række modtagere af økonomifagets (såkaldte) nobelpris som James Buchanan og Milton Friedmann. På den måde kan man spørge sig selv, om der er behov for endnu en idéhistorie om den neoliberale bevægelse.

Med sin velresearchede, tankevækkende undersøgelse, formår Slobodian dog at overbevise om, at der er mere at sige om emnet.

Hans hovedpointe er at forstå den helt centrale rolle, som internationale organisationer spiller i den neoliberale tænkning. Og dermed hvordan tankerne bag den kapitalistiske globalisering, som vi ser i dag, startede for et århundrede siden.

Rammen om markedsøkonomien

Slobodian begynder sin historie med beskrivelsen af tænkere som Ludwig von Mises, Friedrich Hayek og Wilhelm Röpke, som allerede i perioden efter Første Verdenskrig begyndte det arbejde, der senere skulle føre til den neoliberale bevægelse.

Utroligt mange af disse kom fra det tidligere Østrig-ungarske imperium, og opløsningen af det imperium bliver et dominerende tema i neoliberalismen. Den opsplitning, som imperiet repræsenterede med en lang række nationer med begrænset selvstyre under en imperial autoritet, som sikrede fri handel og en stabil valuta, anså de for en passende ramme for en kapitalistisk markedsøkonomi.

Denne verden gik imidlertid under med Første Verdenskrig, hvor imperiet blev sprængt i stykker af en lang række nye nationalstater. For Hayek og Mises var det værre, at disse stater var præget af en helt ny form for massepolitik med fagforeninger, massepartier og udfordringer til den liberale orden fra højre og venstre. Disse nye politiske kræfter repræsenterede en lang række trusler mod den økonomiske orden. Selv uden en egentlig revolution og direkte overtagelse af produktionsmidlerne som i Rusland udgjorde skatter og nationalisering en trussel mod en grundlæggende kapitalistisk orden. Hvis kapitalismen og markedsøkonomien skulle sikres en fremtid, var man med andre ord nødt til at finde en vej til at tøjle disse kræfter.

Dette skete ad to veje. På den intellektuelle front lancerede Mises og Hayek den såkaldte ’socialistiske kalkulationsdebat’, hvor de angreb planøkonomien for ikke at kunne fungere uden den information, som lå gemt i prissignaler på markedet. Dette tema om markedet som en informationsmaskine skulle senere komme til at præge store dele af Hayeks arbejde.

Fejlslagne forsøg

Men de neoliberale begrænsede sig ikke til det intellektuelle felt. Fra starten var de også med til at tænke nye politiske former til at mindske den begrænsning af de frie markedskræfter, som de nye demokratiske nationalstater udgjorde. I de første år efter Første Verdenskrig koncentrerede de især arbejdet om at bruge det nye Folkeforbund i Genève til at skabe internationalt økonomisk samarbejde baseret på liberale principper.

Disse tidlige forsøg var dog alle mere eller mindre fejlslagne. I samtiden mente de fleste, at den socialistiske kalkulationsdebat blev vundet af tilhængere af planlægning, som økonomen Oskar Lange, mens Sovjetunionens imponerende væksttal fik kritikken af planøkonomi til at fremstå hul. Arbejdet med at bruge folkeforbundet til at konstruere liberal frihandelsesorden gik ikke stort bedre, og efter Den Store Depression i 1929 kollapsede verdenshandlen stort set.

Tiden efter Anden Verdenskrig var lavpunktet for den økonomiske liberalisme. Kommunismen voksede sig stærkere, mens fagforeninger og arbejderpartier udbyggede offentlige velfærdsstater og nationaliserede store dele af økonomien. Samtidig betød afkoloniseringen, at landene i det globale syd vendte sig mod statsstyring og socialisme for økonomisk at indhente de industrialiserede lande.

De neoliberale benyttede denne defensive situation til at gå i tænkeboks. Hovedmodstanderen var ikke kommunismen, der trods alt primært fik fodfæste i verdens fattige regioner, men derimod den vending mod en social og reguleret markedsøkonomi, der bed sig fast i de kapitalistiske kernelande. Hayeks berømte kampskrift Vejen til trældom fra 1944 handler netop om, hvordan også milde, socialdemokratiske reformer fører direkte mod totalitarisme.

Internationalt investorvenligt terræn

Så langt er Slobodians analyse kendt stof. Hans bidrag kommer med hans fokus på betydningen af det internationale niveau for det neoliberale projekt med at begrænse velfærdsstat og økonomisk regulering. Med udgangspunkt i Genève fortsatte arbejdet fra mellemkrigstiden nemlig i denne periode med noget større succes.

Her var Hayek sammen med kolleger som Lionel Robbins med til at formulere en forståelse af, hvordan internationale traktater og institutioner, der sikrer fri handel og fri kapitalmobilitet, kan være med til at binde staterne til at føre en investorvenlig politik. Hvis de førte en politik som eksempelvis beskattede de rigeste for hårdt, ville de simpelthen stemme med fødderne og flytte deres kapital ud af landet.

Denne form for delt suverænitet, hvor politiske beslutninger blev bevaret på nationalt niveau, mens de overordnede regler for økonomien lå uden for folkelig kontrol, var en måde at løse de problemer for kapitalejere, som opkomsten af demokratisk politik havde skabt. Hvis man blot kunne holde massepolitikken på det nationale niveau, mens væsentlige økonomiske spørgsmål blev afgjort på et mere investorvenligt terræn i de ekspertdominerede internationale organisationer, kunne magtforholdet rykkes tilbage mod kapitalejerne.

Dette arbejde gav sig i første omgang udtryk i den såkaldte GATT-traktat (General Agreement on Tariffs and Trade) fra 1947, som fik sin kulmination med oprettelsen af verdenshandelsorganisationen WTO i 1995. Disse aftaler, der ikke bare afskaffede toldmure, men også begrænsede staternes mulighed for at gribe ind i økonomien, blev af de neoliberale set som en effektiv måde at afpolitisere den økonomiske politik.

Verdensøkonomi uden verdensstat

Den delte suverænitet, og dermed den politiske uklarhed, var ikke et problem, men en fordel. For at det neoliberale system skulle fungere, var det centralt, at der ikke var politiske institutioner, der var stærke nok til at begrænse markedskræfterne.

Det handlede om at bygge en verdensøkonomi uden at bygge en verdensstat. Derfor var der også stor uenighed om, hvordan man skulle forholde sig til EU. På den ene side var Hayek tilhænger af økonomisk føderalisme og udkastede, som den tyske sociolog Wolfgang Streeck har påpeget, allerede i 1939 en struktur, der minder om euroen og det indre marked, hvor fælles økonomiske regler og mobilitet for kapital og arbejdskraft reelt tvinger landene ind i en økonomisk konkurrence.

På den anden side frygtede mange senere neoliberale, at EU kunne udvikle sig til en egentlig statsdannelse, som kunne overføre den frygtede massepolitik til det internationale niveau.

Overordnet set leverer Slobodian med Globalists en velunderbygget analyse, der formår at koble de nogle gange obskure økonomiske diskussioner fra mellemkrigstiden med de problemer, der plager verden. Selv om han grundlæggende er kritisk over for det neoliberale projekt med at afpolitisere økonomien, er det også tydeligt, at Slobodian har en stærk intellektuel respekt for især Hayeks arbejde.

De spændinger mellem nationalt demokrati og international økonomi, som de neoliberale identificerede efter Første Verdenskrig er på lange stræk stadig med os. Og selv om vi langt hen af vejen lever i en verden, som de neoliberale har været med til at skabe, så viser de seneste års backlash mod globalisering og ulighed, at de sidste ord langt fra er sagt i denne debat.

’Globalists – The End of Empire and the Birth of Neoliberalism’: Quinn Slobodian. Harvard University Press. 400 sider